Vulkanruten

Ruten starter i Pilar-refugiet. Denne store lysning på bjergtoppen har i umindelige tider været et sted, hvor vejene mødtes på øens sydlige højderyg. Refugiet har et informationscenter om ruten. Ruten tager sin begyndelse ind igennem en skov af kanarisk fyr. Den slags skov er den hyppigste vegetation i dette landskab, selvom man visse steder på bjerget længst nede kan se grønne områder af monteverde-skov til venstre på skråningens vindside.

Dette lille udsigtspunkt giver os mulighed for at betragte et autentisk geologisk fænomen. Fra dette punkt kan vi se dalen Los Llanos de Aridane, der er dannet i forbindelse med de store jordskred, der er så typiske for de nedbrydende kræfter på øgruppen. Et resultat heraf er Cumbre Nueva-buen og vulkanen Bejenado, der ligger over for udsigtspunktet, og som udgør afslutningen på Taburiente-calderaen. Vulkanen Bejenado var den sidste geologiske fase i konstruktionen af øens nordlige og centrale områder, inden aktiviteten i løbet af de sidste to hundred tusinde år bevægede sig til sydskråningen, til højderyggen på Cumbre Vieja, hvor vulkanruten nu løber.

Den lille bro hen over bjergstien går igennem en jordlagsforskydning, der er forårsaget af den seismiske aktivitet kombineret med udbruddet i 1949. Denne forskydning skete som følge af et de jordskælv, der blev forårsaget af vulkanen San Juan. Som følge af det tryk, som magmaen skaber, når den stiger op igennem vulkankrateret, frigøres der energi, som forårsager disse jordrystelser. Forskydningen er en konsekvens af det brud, der sker på jordskorpen, og som er forårsaget af de kræfter, som magmaen frigiver.

Fra dette udsigtspunkt kan man se Hoyo Negro, der var hovedcentret for udbruddet i 1949, der er kendt som vulkanen San Juan, fordi udbruddet startede på dagen for denne helgen. Udbruddet i Hoyo Negro begyndte den 24. juni 1949 og fortsatte med små og store udbrud indtil den 31. juli, hvorefter processen gik ind i en fase med fumaroler (udstrømning af varme gasser). Åbningen af det vigtigste udbrudscenter, Hoyo Negro, skete den 12. juni og faldt sammen med stor seismisk aktivitet. Udbruddet havde syv faser, den voldsomste aktivitet skete i tredje fase fra den 11.-15. juli. Disse dage udsendte Hoyo Negro store søjler af vulkansk lava.

Vulkanen El Duraznero er en af de mest repræsentative vulkankegler på stien med forbindelse til det historiske udbrud i 1949. Den ligger i et af de højeste områder på vulkanruten, i næsten 1.900 meters højde. Udbruddene fra Duraznero var eksplosioner af ren magma. Lavastrømmene løb i modsætning til Hoyo Negro ned mod øens østlige skråning. I calderaen kan man se rester af den midlertidige lavasø, der blev dannet, indtil lavaen løb ud i havet. I bjergområdet tættest på stien kan man se en revne, der har afstedkommet tre slaggekegler.

Det er den højeste vulkan på Cumbre Vieja. Den ligger i 1.945 meters højde, selvom den ikke er resultat af et historisk udbrud. Den indgår i den centrale del af øens sydlige højderyg (Dorsal Sur). Fra dette udsigtspunkt kan man se de vigtigste kegler og emissionskilder på bjergstien. Udsigtspunktet Las Deseadas har en privilegeret beliggenhed, som giver beskueren mulighed for at se akserne for udbrudsaktiviteten og observere, hvordan lava og vulkansk malpaís langsomt er blevet dækket af en vegetation bestående af såvel buskads som kanarisk fyr.

Slette af sort grus med en vegetation bestående af buske og fyrretræer, der fremstår som et landskabsområde, der inspirerer til ro og hvile på turen, efter at man er kommet igennem et område, der er meget krævende for vandreren. Sletterne af lapilli er resultat af strombolianske udbrud og regnen af vulkanske asker. I den øverste del af sletten er der masser af freatomagmatiske formationer, som forklarer den vulkanske aktivitet, der kommer i berøring med vandløb, eller når der sker eksplosioner pga. frigivelsen af gasarter.

Vi skuer ud over en slette af sort grus, under vulkanen, i området med adgang til vulkanen Martín de Tigalate, et historisk udbrud, som fandt sted i det 17. århundrede, nærmere betegnet i 1646. Udbruddet af vulkanen Martín de Tigalate varede ca. en måned, fra oktober til december, selvom der allerede fra september måned forekom jordrystelser. Den samlede udbrudsperiode var på 82 dage. Der forekom stærke seismiske kriser og et udbrud med en omfattende udstrømning af lavamateriale, hvorved der blev vundet land fra havet. Udbruddet havde en lang række udbrudscentre, nogle på bjergtoppen, som kan ses med det blotte øje, og andre i kystområdet.

Det er den sidste vulkankegle, som er synlig, inden rutens sidste etape påbegyndes - nu igennem fyrreskov. Den slette, som vi befinder os på, markerer grænsen mellem det område, der er mærket af de historiske vulkanske udbrud, specielt vulkanen Martín. Vi passerer en af denne vulkans lavastrømme på vores højre side sammen med en tæt skov af kanarisk fyr, som vi går igennem indtil Fuencaliente.

Turen slutter i hjertet af Los Canarios, der ligger midt i Fuencaliente kommune. Denne kommune har en historie præget af vulkanudbruddene, eftersom der i det 17. og 20. århundrede skete vulkanudbrud syd for landsbyen, først vulkanen San Antonio og derefter Teneguía. Landsbyen ligger i et udpræget vinområde med mange vingårde, ligesom den er et af de steder, hvor der produceres malvasier.