Et vigtigt sted for erobringen med en strand og en rig kulturarv
Starten på denne tur foregår på det sted, hvor den spanske erobring af La Palma startede i det 15. århundrede. Havnen i Tazacorte ligger på vestkysten og er endepunktet for den imponerende flodseng fra Caldera de Taburiente. Den har haft stor historisk betydning og er det perfekte sted til at starte eller slutte en rute. Da ruten i dette tilfælde starter her, er restauranterne og barerne ved stranden med det sorte sand, det nærliggende torv samt fiske- og lystbådehavnen det ideelle sted til at indtage morgenmaden. Herefter påbegynder en opstigning mod midten af øen og nedstigningen mod hovedstaden, og det er en rute, hvor vi kan opleve alle La Palmas smukke kontraster.
Man kommer fra havnen til den gamle bydel i Tazacorte på få minutter via en landevej, hvor man skal holde til højre. Her er der mange banantræer, og det er en særligt udbredt afgrøde i den vestlige del af øen. I bykernen er der også et bredt udvalg af barer, hvis man endnu ikke har fået morgenmad. Ved siden af rådhuset finder vi springvandet San Miguel Arcángel med en imponerende skulptur, der er blevet et kommunalt symbol. Selvom det umiddelbart er tidligt på ruten, så er det absolut værd at gøre stop her og opleve seværdigheder som f.eks. kirken San Miguel Arcángel, som er den første, erobrerne byggede. Det er også værd at nævne den fine pergola på España-pladsen, som er det perfekte sted til at slappe af og gå en tur i skyggen langs de sevillanske mosaikker. De tre pladser, plaza de Doctor Morales, plaza de Los Pajeros og plaza de Gómez Felipe, samt gader som f.eks. La Cruz er også en god grund til at foretage et stop.
Et obligatorisk stop i en by med mange værdier og gammel tradition
Den første landsby på ruten efter Tazacorte er Argual, og herfra skal man tage vejen til venstre. Vejen har et stykke med skarpe sving, går gennem kløften Barranco Tenisca og fortsætter på et snoet stykke, dog uden besværligheder for kørslen, i retning mod Tijarafe. Før rutens næste anbefalede stop passerer vi La Punta, og hele tiden er der udsigt til grønne banantræer og det uendelige blå hav. Vejen bliver noget nemmere, indtil vi når El Jesús og toppen af kløften Barranco del Jurado, hvorfra man nu kan se den charmerende lille by Tijarafe, som er den eneste kommune på øen, der stadig bevarer det oprindelige navn.
I Tijarafe, som også har rødder i landbruget, kan man besøge kirken Nuestra Señora de Candelaria, som blev bygget i 1530, hvis sogn voksede i århundreder omkring denne. Det særlige ved denne kirke er, at det er den eneste kirke i øgruppen, hvortil der er adgang til klokketårnet via en udvendig trappe. Den blev erklæret et kulturarvssted i 1996. Blandt landsbyens gader kan vi nævne vejen Adiós, som på spansk betyder ""farvel"", og intet kunne være bedre egnet, eftersom den fører til den gamle kirkegård.
Også nævneværdig er det etnografiske museum, det kommunale bibliotek og haven los Versadores, som er en hyldest til folk fra La Palma, som emigrerede til Cuba i 1940'erne i søgningen efter et bedre liv, og som i mange tilfælde kom tilbage til La Palma. Da medbragte de den såkaldte ""punto cubano"", som er en musikform baseret på improviseret sang. Godset El Barranquito og kapellet Buen Jesús (1530 og erklæret en del af kulturarven) samt andre bygninger fremstillet af tegl og sten med mørtel giver en lyst til at blive længere tid.
En velbevaret landsby, som er verdenskendt for sine almendrados (mandelkager)
Landevejen fortsætter med en del sving, men retter sig senere ud over lange strækninger, indtil den når Puntagorda, som er det næste anbefalede stop. Dette sted er det geologiske punkt, hvor øen opstod. Her er der nogle imponerende udsigter til nordvestkysten. Landbruget foregår stadig med kunstvanding, men nu begynder man at kunne se afgrøder, som ikke kræver kunstvanding, f.eks. vinstokke, hvede og frem for alt mandler. Det er en tør frugt, der har gjort Puntagorda berømt for de lækre, søde mandelkager, ""almendrados"", som var særligt populære i 1940'erne og 1950'erne. Det er en rigtig god grund til at tage en afstikker og følge trafikskiltene.
Før denne afstikker og efter at have kørt ned i og op over op til fem kløfter af varierende dybde, passerer vi steder såsom Tinizara og Fagundo. Det er også muligt at besøge andre nærliggende landsbyer som f.eks. El Roque og Pino de la Virgen. Sidstnævntes navn betyder ""Jomfruens fyrretræ"" og er opkaldt efter et fyrretræ, som tilbedes, og som har tilknytning til gudebilledet. Omgivelserne omkring Puntagorda (i 600 meters højde) er udpræget landlige, og tilbuddet inden for landboturismen er stort. Landsbyen strækker sig ned over bjergsiden med mange gader adskilt af dyrket jord, som om gaderne var rødder i et stort træ. Denne lokalitet er én af øens bedst bevarede. Der er mange gamle huse af sten, tegl og træ, men de mest historiske bygninger er den charmerende kirke San Mauro Abad og landsbyens sognekirke, som begge har officiel status som kulturminde.
Der vokser mandeltræer alle steder, og til ære for dette træ fejrer man mandelblomstringen i februar eller i starten af marts, hvilket man ikke bør gå glip af, hvis ferien ligger på dette tidspunkt. Det er også værd at besøge og fotografere uret med de fire årstider, som du finder foran rådhuset. Og det på trods af, at tiden i Puntagorda lader til at være stoppet – ikke kun de besøgendes biler.
Et internationalt anerkendt forskningscenter, hvor himlen virker tættere på
Tilbage på hovedvejen igen efter Puntagorda kører man en lang strækning, hvor det føles som om, svingene gentager sig igen og igen. Kørslen op mod midten af den nordlige del af øen er behagelig med stadig renere luft, de grønne farver fra fyrreskoven, landbrug i højlandet og åbne områder, hvorfra der er udsigt til den nordlige del. Efter omkring halvanden time, alt efter hvor hurtigt man kører (forsigtig kørsel anbefales, hvis man ikke kender landevejen og dens mange sving), ankommer vi til et vejkryds, hvor vi kan vælge mellem at sætte kursen mod midten af øen eller nedad mod nord. Vores rute angiver, at vi skal tage vejen til højre i retning mod Roque de Los Muchachos og det velkendte astrofysiske observatorium af samme navn.
Vejen videre til det næste anbefalede stop fortsætter med mange snoninger og sving, men dette kompenseres af en fyrreskov, der bliver tættere og tættere. Lige før ankomsten til observatoriet stopper fyrretræerne, og der er et åbent område, der er fremhævet af de hvide installationer, som nu er legendariske blandt videnskabsmænd og observationen af universet. Observatoriet Roque de los Muchachos (2.396 meter over havets overflade) er ét af de mest anerkendte i verden takket være den rene himmel, der studeres om natten. Det fortjener uden tvivl et forlænget stop, uanset om man er velbevandret i teorien om galakser, stjerner, big bang eller kreationisme. Bare det at lære en smule om, hvordan disse imponerende teleskoper fungerer, er næsten grund nok til at besøge øen.
Et stort geologisk skue, der folder sig ud helt til Atlanterhavet
Det astrofysiske center er beliggende på kanten af Caldera de Taburiente, som er et spektakulært geologisk fænomen, der ligner et hjerte, og som med dets gigantiske dimensioner i midten af La Palma når helt ud til havet i vest, i havnen i Tazacorte, med en flodseng, der bliver smallere og smallere.
På vejen mod Atlanterhavet danner den kløfter som forenes i den største kløft, grønne områder, uendelig mange terrænformationer, farver, varieret dyreliv, hav af skyer, fred og ro – megen fred og ro. Fra denne rute kan vi se hele herligheden fra den højeste del, og det er endnu en grund til at starte bilen og køre afsted om morgenen. Nu om dage gør digitale kameraer det endnu nemmere for dem, der kan lide at tage billeder, men fortidens fototeknologi med sine mange kameraruller havde sin charme, med spændingen mens man ventede på at få billederne fremkaldt.
Vejen har spektakulær udsigt, kun få meter fra kanten af krateret la caldera. De mange vejsving er nu reduceret væsentligt, og således nærmer vi os naturparken Las Nieves, hvor fyrretræet igen præger landskabet.
Det ideelle sted til at samle kræfter efter en lang dag
Turen ned til hovedstaden, hvor den foreslåede rute slutter, foregår gennem en tæt fyrreskov, hvor man, i hvert fald i begyndelsen, knap kan se horisonten. Tyk grøn skov er perfekt til at stoppe, hvis man ønsker at slappe af, se på billederne af La Caldera og indånde den friske luft. Derefter går turen videre gennem mere og mere åbne områder, hvor vi kan begynde at se mere og mere af Atlanterhavet og Santa Cruz de La Palma. Karakteristisk for øen er vejen nu igen meget snoet.
Før vi når frem til hovedstaden, passerer vi steder som f.eks. Los Álamos, som let kan genkendes med dens to fodboldbaner. Herfra, i retning mod venstre, ser man tydeligt byen, og hvor nært knyttet den er til havet, særligt med havnen. Det er en tilknytning man også mærker på strandpromenaden og i seværdigheder som f.eks. søfartsmuseet, som er en kopi af ét af de skibe, som Columbus brugte på sejladsen til det, der efterfølgende blev kendt som Amerika.
Hovedstaden er det perfekte sted til at nyde en drink eller et måltid mad i dens brostensbelagte gader stræder med flotte gamle bygninger og stor kulturhistorisk værdi. Store dele af byens arkitektur er udført i stilen renæssance, barok og nyklassisicme, med Salvador-kirken som det store trækplaster. Den er en fryd for øjet og den perfekte afslutning på en intens dag med charmerende landsbyer og kulturarv, et verdenskendt observatorium, et vulkankrater, der nærmest ikke kan beskrives, og en forfriskende fyrreskov. Alt sammen i én udflugt.
- Efterlad aldrig affald eller cigaretskod i de naturlige omgivelser. Rester af mad giver grobund for gnavere og vilde katte, som kan være til fare for dyrelivet.
- Anvend skraldespandene, og anbring så vidt muligt det allerede sorterede affald i den anviste container.
- Smid ikke objekter eller affald i havet.
- Respektér dyrene, forstyr dem ikke, og fodr dem ikke. Hvis du ser et såret dyr, kan du anmelde det på nødnummeret 112. Pluk ikke blomster og planter.
- Saml ikke sten eller andre naturgenstande, og tag dem ikke med hjem. Du bør heller ikke ændre på naturens orden ved at lave de berømte ”tårne” af sten.
- Under besøg på naturområder og udsigtspunkter bør man ikke bevæge sig uden for de tilladte områder.
- Respektér og beskyt stedets historiske og kulturelle arv, samt offentligt inventar og andre elementer som informationspaneler, teleskoper og kikkerter.
- Kør ordentligt og ansvarligt.